< Tilbage

Fra Wales til DK for at filme ryttertræning i trailer!16-03-2011 - 15:05

Fredag d. 4 marts kom der et filmhold fra Wales for at filmoptage min screening og træning af Young Rider på landsholdet, Louise Zinglersen, i en hestetrailer.

Det lyder måske skørt, i hvert fald er det anderledes, men ikke desto mindre særdeles effektivt, og måske var det også derfor, at vi kunne trække et hold fra filmselskabet Boomerang til Danmark for at filme Louises træning uden hest i mit nye mobile behandlings-og træningslokale; en dejlig rummelig trailer fra Ifor Williams. Når skillerummet er fjernet, har man simpelt hen et dejlig stort rum, der kan bruges til bl.a. træning.

 

Det var en kold og blæsende dag, men der var heldigvis så dejligt med læ inde i traileren, så vi til tider næsten glemte, at vi var udenfor.

 

Med filmholdet var også skuespilleren Steffan Rhodri (kendt engelsk skuespiller fra diverse engelske tv-serier samt en birolle i Harry Potter). Steffan skulle mærke på egen krop, hvad det er jeg kan med rytterne, da jeg var færdig med at arbejde med Louise.


Jeg følte mig lidt lige som BS Christiansen, der stod med Bubber, som skulle prøve noget helt nyt og komme med sine kommentarer.

 

Der blev grinet en del, så mon ikke der har været travlt i ”klipperummet” bagefter. Det foregik på den måde, at jeg for så vidt skulle gøre som jeg plejer, når jeg tester og træner en rytter, men undervejs kom der en del spørgsmål. Steffan fortalte mig først på engelsk hvad han ville spørge mig om, derefter stillede han mig spørgsmålet på walisisk (et skønt sprog, som er absolut umuligt at forstå en lyd af) – jeg skulle så svare på dansk og bagefter fortælle på engelsk hvad jeg lige havde sagt…..puh ha…til sidst fik man blandet et par sprog sammen. Vi filmede trods alt hele dagen.

 

Jeg har længe screenet, behandlet og undervist ryttere på alle niveauer med rigtig gode resultater. Det har primært foregået hjemme hos mig selv i mit træningslokale eller på kurser rundt om i landet. Men nu har jeg altså også fået muligheden for at rykke træningslokalet ud af huset. På den måde får rytteren en endnu større mulighed for tydeligt at mærke forskellen i både sin egen krop og i ridningen lige med det samme. Jeg skal bruge både personvægte, spejl, sadelbuk med sadel, briks og Balimostole. Det fylder efterhånden en hel del, og det er heller ikke altid sikkert, at der er nok plads til alle tingene, der hvor jeg skal holde kurser.

 

Jeg kan nu stå ved forskellige stævner og hestedage og tilbyde smagsprøver på min kunnen, så forhåbentlig endnu flere ryttere kan få glæde af at blive Fit 4 Fight så de kan være Fit 2 Ride.

 

Udsendelsen vil blive vist i løbet af sommeren i engelsk fjernsyn, og derefter får jeg selv en dvd med materialet, som jeg kan lægge på min hjemmeside.

 

Og så håber jeg, at I vil finde inspiration til selv at få varmet kroppen op og trænet lidt, inden I rider, både når I er hjemme, men også når I er ude til stævner


–Så er det nemlig bare ind i traileren ;o)

 

Søs

< Tilbage