< Tilbage

Den stabile og bløde hånd14-05-2011 - 15:12

I fortsættelse af mit sidste blogindlæg kommer jeg her med forslag til, hvordan du kan få en mere stabil og blød hånd i ridningen samt en mere ligelig tøjleforbindelse.

For at få en rolig hånd og fleksible håndled, så du kan give efter på tøjlen, er det først og fremmest vigtigt at du har en god opstilling samt et godt og stabilt sæde. Et uroligt sæde eller en anspændt opstilling vil nemlig helt automatisk forplante sig videre ud til dine hænder. Derfor vil et forsøg på at tvinge hænderne til at være rolige også ofte bare tilføre yderligere spænding i rytterens krop.

 

Da spændinger ofte kommer helt nede fra fødderne i bøjlerne er det en god idé at checke om anklerne fjedrer fint når du rider, evt. ved at stå i let sæde et par omgange. Du skal selvfølgelig mærke om du har lige meget vægt i begge bøjler. Mærk fjedringen op gennem hele kroppen – Mærk albuer og arme være afspændte og mærk roen helt ud i dine hænder. Overfør derefter denne fine følelse til først; letridning og til sidst; nedsidning.


Acceptér at det kan tage tid at finde den helt rigtige følelse.

 

Check jævnligt om du har lige lange tøjler.

 

På jorden kan du træne videre ved at smidiggøre dine skuldre, arme, hænder og håndled med et par effektive og lette øvelser.

 

1. Stå afslappet med hoftebreddes afstand mellem fødderne. Bøj let i knæene og mærk også her den fjedrende fornemmelse fra fødder/ankler op gennem kroppen, når du ”gynger” op og ned. Stå stille igen.

 

2. Sving nu med højre arm mens du med venstre hånd trykker ned i højre skulder hver gang din højre arm svinger bagud. Lav samme øvelse med venstre arm. Det løsner spændinger i skuldrene ved hjælp af venepumpen.

Stræk begge arme bagud, spred fingrene, løft brystbenet, gør rygsøjlen længere på en indånding og stå så her, mens du tager 5 gode dybe ind- og udåndinger.


Hold skiftevis højre og venstre arm strakt frem foran kroppen – fleks i håndleddet så håndfladen vender væk fra dig.

Træk nu forsigtigt med modsatte hånd med et godt men blidt stræk i én finger ad gangen. Rotér til sidst håndleddene i begge retninger i ½-1 minut og slut af med at ryste armene.

< Tilbage