< Tilbage

I balance på hesteryg – DEL 106-04-2016 - 13:43

VEJEN TIL STØRRE HOLDBARHED, RIDEGLÆDE OG PRÆSTATIONER.

AF: SØS FEJERSKOV-QUIST / FOTO: MAJKEN SOELBERG

 

Artikel fra Malgré Tout Magasin #1

 

Har du tænkt over hvordan din balance er som rytter? Al balance, eller mangel på samme, i din krop, vil have en direkte indflydelse på din hest/pony, når du er sammen med den, og når du rider. Og hvis du ikke er i balance, når du er på jorden, vil du med garanti også have ubalance på hesteryg.

 

Det kan bl.a. komme til udtryk i ridningen ved en ustabil eller urolig tøjleforbindelse til hestens mund, spændinger i både over- og underschenkler og du vil måske også have tendens til enten at sidde i spalte eller stolesæde eller lægge mere vægt på det ene sædeben.

 

Fysiske, psykiske og kemiske ubalancer i kroppen bliver opfattet som stress af hjernen og giver ubalance i krop og sind. Derfor kan det være en stor hjælp at foretage en såkaldt screening, for at se hvor ubalancerne sidder, og derefter rette dem op.

 

Foto 3: En af de enkle og hurtige måder at teste ubalance i kroppen, kan være at bruge to almindelige badevægte. Herved kan du teste, om du er i ligevægt i højre/venstre side og om du har tendens til at lægge vægt på forfod eller hæl.

 

Foto 4 viser vægt på forfod.

 

Foto 5 viser at vægten er balanceret mellem for- og bagfod.

 

Få gerne en til at hjælpe dig med at se, så du kan koncentrere dig om at føle ligevægten og centreringen og ikke kommer til at ”snyde” ved at se ned, noget der i øvrigt også forskyder balancen.

 

De fleste ryttere vil have ubalancer af den ene eller anden art fra tid til anden, og det er som sagt uhensigtsmæssigt for hele ekvipagen i det lange løb, da det slider på kroppen, hos både hest og rytter og kan give skader af større eller mindre grad.

 

Derfor er det generelt en god vane at tænke balance. Det skal være uanset om du står, går eller sidder. Den vane vil meget hurtigt være en hjælp til at finde din ligevægt og balance i stort set alle situationer, idet det bliver en refleks. Brug evt. de små vægte som ses på foto 1.

 

Foto 6, 7, 8 For at se ubalancer i kroppen kan det også være en stor fordel med en tætsiddende trøje eller jakke med linjer. Det hjælper både træner og dig selv til at spotte de stramme og skæve dele af kroppen og dermed få større fokus på en bedre opstilling.

 

Ved at tage før og efter billeder, giver det en god motivation og føles samt en større succes at træne, når resultatet bliver synligt. Vi kan ikke tvinge en krop, der har nogle ”rustne” (rigide) steder til at samarbejde. Den skal blødgøres, stabiliseres og styrkes for at genoprette og derefter vedligeholde den manglende balance. Du kan derfor med fordel lave nogle øvelser selv, præcis ligesom du varmer din hest/pony op i forbindelse med rideturen/træningen.

 

Foto 9, 10 og 11. Alt starter i fødderne, så derfor er det også et godt sted at starte med øvelserne. Rul dine fødder på en nubret halvblød bold hver dag, så har du allerede styrket både din balance, jordforbindelse samt forbindelsen til stigbøjlerne væsentligt. Som jeg plejer at sige; ”Det starter i bøjlerne – og går ud i tøjlerne”.

 

En fod består af 26 knogler, 33 led og 24 muskler. Fødderne skal bevæges og stimuleres for at fungere optimalt. Sørg for at komme hele foden igennem på begge sider. Grib om bolden og få også smidiggjort vristen ved at rulle henover bolden med foden. Hvis du ruller en fod ad gangen, kan du bedre mærke forskellen fra før og efter.

 


FAKTABOKS

 

SØS FEJERSKOV-QUIST

  • Født 1966
  • Gift, mor til 3 børn
  • Forfatter til bogen ”I balance på hesteryg” i samarbejde med human-og hestefysioterapeut, og træner Claus Toftgaard.
  • Indehaver af Fit2Ride og udvikler af Rytteryoga, hvor hun træner og uddanner nye instruktører.
  • Har udviklet Fit2Ride konceptet. Konceptet tager det bedste fra Hatha-yoga, Iyengaryoga, Poweryoga, Pilates, stresshåndteringsteknikker, holdningskorrektion, træning med elastik, øvelser på Balimo stolen m.v.
  • Søs er uddannet lærer.

 

< Tilbage