< tilbage 07-04-2011 - 15:08

Hvad har du i hænderne?

Er du højrehåndet har du med stor sandsynlighed mere træk på højre tøjle, når du rider med forbindelse til hestens mund. Og samtidig har du sikkert mere svært ved at give efter på venstre tøjle. Og er du venstrehåndet, er det lige omvendt.

Det er heller ikke lige meget hvilke typer tøjler du rider med. Ifølge nye undersøgelser omkring tøjletræk og tøjlernes materiale fra Duchy College i Cornwall er der nemlig stor forskel. Du har sikkert en type tøjle du foretrækker mere frem for en anden type, men kunne det ikke være rart at vide, om det nu også er den bedste type i forhold til hvor blød og fin en tøjlehjælp du giver?


Eksempelvis målte man det stærkeste træk i flettede lædertøjler, hvorimod det letteste træk var i en ren lædertøjle. I den engelske undersøgelse havde man monteret måleudstyr, der skulle måle tøjletrækket på en trævæg. Derved kunne man måle helt nøjagtigt på forskel på højre og venstre i gram.

 

Der findes også nogle papstykker man kan montere mellem bid og tøjle, som knækker når tøjletrækket kommer over et vist niveau, så der er flere muligheder for at teste sig selv og hinanden.

 

Igen, som ved al anden sport, gælder det om at blive opmærksom og træne for at blive bedre.

 

Vil du gerne øve dig i at mærke efter selv, kan du prøve følgende:

 

1. Tag en træningselastik, et blødt tov der ikke er for kraftigt, eller dine egne tøjler og lad en person stå et godt stykke foran dig med det i hænderne. Hvis I har en sadelbuk med sadel, du kan sidde i, vil det være det bedste.

 

2. Du skal holde på elastikken eller tøjlerne, nøjagtigt som hvis du rider. Det er personen foran dig, der er ”hesten”.

 

3. Drej så i kroppen til højre og venstre, som hvis du skulle ride en volte.

 

4. Lad personen (hesten) fortælle dig, hvad der mærkes i tøjlerne.

 

Det er samtidig en god anledning til at mærke efter, om du har vægten på det rigtige sædeben, når du laver rotation i overkroppen, og om du kommer til at knække sammen i siden i stedet for at dreje om dit eget tyngepunkt.

 

Den øvelse laver jeg altid med deltagerne på mine rytteryogakurser, og mange bliver forundrede over eventuelle forskelle i trækket til højre og venstre, som også tit hænger sammen med forskelle i rotationen til højre og venstre.

 

I mit næste blogindlæg vil jeg komme ind på, hvordan du kan få en mere blød hånd og en mere ligelig tøjleforbindelse til begge sider.

 

< Tilbage